Jeg er desværre ikke enig med lægerne i, at man kan bruge psykiatriske diagnoser til noget som helst - andet end til at udstøde og stigmatisere mennesker, de oplever noget unormalt - eller kommer i krise - og reagerer normalt.
Medicinen er hjerneskadende, hvorfor jeg på det kraftigste vil anbefale dig, at du begynder at tage 4000 enheder D3 vitamin dagligt - husk lidt olie til, da det er et olie-opløseligt vitamin, vi ingen gavn har af, hvis ikke olien er tilstede til optagelsen.
Det vitamin får vi fra solen, og det giver os overskud og løfter humøret.
Køb 180 stk MEGA D i en helsekost, fra Natur Drogeriet og tag tre til fire - dagligt, afhængigt af, hvilke vitaminer og mineraler du ellers tager. De koster 75 kr.
Underligt nok er Danmark blandt de lande i verden, der anbefaler mindst D vitamin. Se dronning ingrid, hvor skidt det gik hende, fordi hun ikke fik nok kalk. Kalk kan ikke optages uden D vitamin - særligt udsatte er kvinder og mennesker, der bruger cannabinol!
Er du nedtrykt bør du nok overveje, at trappe forsigtigt ud af antidepressivt og overgå til prikbladet perikum fra A.Vogel, men de er nok ikke helt billige - jeg fik et glas af en god veninde fra Ålborg, for jeg har prøvet depression, men på en helt anden måde, og den bed sig ikke slet så fast, som det jeg oplevede og oplever - nu.
Det hele er efterreaktioner på den tortur, der overgik mig under indlæggelse sidst i 2008.
Psykofarmakaen tog ti måneder ca. at udtrappe - men det medfører en øget bevidsthed - og så kan det være svært, for ikke at sige ubærligt at forstå, hvordan fremmmede mennesker kan behandle én, et medmenneske, så koldblodigt.
I humanitetens navn: Slip søerne fri - det er højt intelligente dyr, som landmænd ofrer for pattegrisenes overlevelse - indtil slagtning.
Køer på græs!
Nå, tilbage til psykiatrien.
Alkohol er altid af det onde, men det er der mange, der tyr til, men det forværrer det vist nærmere - i hvert fald over tid. Så er der tørsprit, som ikke opløser organer, men som er lige vanedannende, det kan man omgås, men med omhu - og aldrig tage en anbefalet dosis kontinuerligt.
Derved opnår man, at det faktisk kan have en dæmpende effekt, hvis man har vågne mareridt - når man skal sove. Hvis man kan administrere det, og det kan nok de færreste, der ikke har prøvet de 'depressionersnedture', der følger en stor benzodiazepinafhængighed - ved udtrapning. Og selv gamle psykiatrioverlevere kan have problemer med disse præparater, for de skal virkelig omgås med forsigtighed. Ellers har de hurtigt ingen eller meget ringe effekt, når de kunne være et alternativ, hvor der ikke var bivirkninger, for er der det, er dosis for høj. De skal helst undgås i forbindelse med depression.
Men ved depression kan der være lige så store søvnproblemer, som ved psykose eller mani.
Desværre har medicinalindustrien en alt for stor magt, nu er kosttilskuddet melatonin - som før solgtes i helsekost som 'sovemedicin', blevet taget patent på af Lundbeck, så de nu koster fire gange så meget, og desuden virker som depotmedicin (Hvordan hænger det dog lige sammen?), men det kan stadig købes udenfor EU, over internettet, jeg fik nogen af en anden god ven!
Jeg er lidt bange for, at der er noget vanedannende i det fra Lundbeck, for jeg får typisk ingen søvn, hvis jeg bare glemmer det en aften - også selv om jeg er udkørt.
Men melatonin på recept - Cirkadin - er stadig et bedre valg, nu vi ikke kan få andet i Danmark. Det er et godt valg at supplere et benzodiazepinpræperat med - da man derved får et mindre behov for benzodiazepiner, hvis man overhovedet tør benytte dem - men så igen mennesker er ikke oftest bange for at hælde organisk opløsningsmiddel lige ned i organerne - hvortil det bringes rundt og oveni dræber hjerneceller.
Benzodiazepiner ( valiun, stesolid - etc) kan fastholde en depressiv tilstand - men omvendt - ingen søvn kan frem kalde en psykose eller mani.
Psykisk helse værn er nødvendigt, når man har oplevet eksistensielle kriser, der naturligvis kan opleves som en paranormal oplevelse, det kender jeg desværre udmærket fra min ungdom.
Igen desværre, oplever jeg, at venner behandles, som var de pestbefængte, fordi omverdenen ikke kan følge med i den tankegang, som er nødvendig - for overhovedet at kunne føre en konstruktiv dialog og være ærlig. Jeg oplever, at mennesker i svær krise, der er påståelige og overbeviste om, at dette eller hint er hændt, og som søger svar - får en ordentlig dosis Zyprexa, så sover de, og sålænge systemet opretholder tvangen, er de fleste for autoritetstro, glemmer alt, hvad de har lært, i tågerne af medicin - og indordner sig, til de enten er knækkede eller stadig har de samme ubesvarede spørgsmål rumsterende - og at tvinge sådanne mennesker i tvungen medicinsk spændetrøje, er egentlig blot at dødsdømme dem - for udviklingen går meget trægt, om overhovedet der foregår nogen, når de er medicinerede til tavshed - protestér!
Ja, mennnesker, der er maniske er lige så irriterende som depressive, fordi der ingen pille er, der kan kurere dem, det kan kun de selv - i samklang med deres nærmeste, hvad enten det er forældre, børn, søskende, kæreste og eller venner. Der er kun en, der ved, hvem der er dine nærmeste - dig selv.
Åben dialog er vejen frem, men mennesker er så berøringsangste, at det psykisk skrøbelige, vi alle har, tabuiseres frem for at vi får talt om tingene. Og man er bare den ene eller anden diagnose, så skal omgivelserne forstå diagnosen - ikke personen!
Al den fremmedgørelse.
Hver 10. dansker får diabetes, hver 2. time dør en dansker af diabetes, Zyprexa ikke blot får dig til at æde, det ophober sukker i blodet, hvilket Eli Lilly vidste, da de markedsførte det, det er stadig top tre - muligvis top et - foretrukne antipsykotiske præparat i Danmark - fanme´usselt, så er det nemt at sige, at psykiatribrugere dør af livsstilssygdomme, når uhørt meget af den medicin der udskrives medfører voldsom appetit. Men direkte at sende dem i døden - bevidst - hvordan er det gået til, at medicinalindustrien uddanner vore psykiatere - og man beviseligt forgiftes af deres anbefalede doser og vidunder-medicin ... For de, der profiterer på det!
Stop aldrig brat med medicin, det kan komme til at koste dyrere end en årelang nedtrapning, hvis det er det, der skal til, fordi intet i virkeligheden er bearbejdet - og intet har ændret sig - blot er man muligvis selv lidt mere invalideret, hvis ikke man har en virkelig god ven, der kan passe på en, så man ikke risikerer at blive - skudt - voldtaget - tvangsmedicineret eller hvad ved jeg?
Desuden er det meget hårdt for kroppen, hvis man skal i behandling på ny, for alle de bivirkninger, der aftager i styrke, aftager fordi kroppens alarmsystem er trådt i kraft, til at bekæmpe giften - så at sige.
Dette lange svar offentliggører jeg på min blog, hvor du ikke behøver bevæge dig for meget rundt, jeg gider ikke læse tilbage - slettede den forrige grundet den fejltagelse - og nej - jeg kan ikke altid skrive, men jeg ved, hvad der står, og det gør de, der kender mig også! Men genopleve det hele i vrede detaljer - nej tak - jeg har så rigeligt at kæmpe med - og også i retssystemet, men nu er jeg ingen jetset-dronning, så jeg kan kun kæmpe med næb og kløerne fremme - og det gør jeg!
Psykiatrien har givet mig en lille englevinge, skal jeg sige tak, genoptræning mulig - måske. Der kan blive behov for viden fra RCT - Rehabiliteringscenter For Torturofre - da det er normal procedure at tvinge mennesker til ikke at kunne sove, i ubehagelige stillinger under al form for tortur.
Fysioterapeuten var sød at tale med - neurologen blev lidt forskrækket over at jeg græd, da hun viste, at det kan ses - og at jeg næsten ingen muskler har i overkropen - da de sygnede hen, og armen/skulderen har jo været et problem lige siden, så jeg måtte opgive den træning, jeg var vant med. Og jeg er trættes meget hurtigt - bedre gør det det naturligvis ikke, at jeg både lider af astma og KOL.
Jeg har måttet stille mig tilfreds med at kunne meget mindere end før, men det kan jeg ikke leve med i længden! Jeg trættes af for lidt fysisk arbejde!
Fysioterapeuten er neurologisk uddannet, og han virker ret ok - i øjenhøjde, og siger tingene ligeud - så bliver jeg forhåbentlig ikke skuffet, men reddet - ja, jeg skal jo kæmpe kampen, han skal anvise den - men det bliver med små skridt, man må ikke forsøge at gennemtvinge det, sagde han - det modsatte af, hvad den fysioterapeut på Dianalund sagde - 'Gør alt, hvad der gør ondt.' Og så gad han ikke gøre mere, man skulle da tro, at en sådan - ansat et sted, hvor fiksering er dagligdag - kunne andet end trække i elastikker, og da jeg ikke kunne ... Tjae, hva' faen?
Alt er gået til at genvinde styrke i benene - især det næsten amputerede - dengang for 15 år siden, da jeg som narkoman fejlfixede i lysken.
Alle ved, at det gælder om at få de syge op og ud - men er diagnosen ikke somatisk, er det nok bedre at spænde den fast i et kors - alle må vel ofre sig på en eller anden måde ...
