My blog has been closed down without me knowing it - really strange ...
Any who have heard of this problem - please leave a message about what to do about it !!!
Real bothering !!!
Have been throuhg some tough times - but now I'm ok again.
Det eneste vi ikke er herrer over - er vores frihed.
Frihed begrundet i demokrati - er en illusion.
Mediernes påvirkning af masserne skaber frygt og zenofobi.
Irak krigen var ulovlig, ingen kemiske våben var fundet - 'Men vi skal nok finde dem'. Sagde upålidelige magthavere - oliekrig slet og ret - og at kæmpe for demokrati - når vores eget er smuldret - i lande med helt andre værdier og kulturer, det der s'gu virkelig flot.
Som psykiatrioffer ved jeg alt om den magt, der er i økonomiske interesser. Interesser, der går forud for det enkelte menneskes ret til at fravælge beviseligt skadelige ofte dødelige kemisk fremstillede præparater.
Og gør jeg min - desværre egen erfaring med et psykofarmaka, også kaldet beroligende medicin - klar for personen med sprøjten - undervurderes den på trods af, at jeg har beviser for, at jeg end ikke tåler det oralt, men under alle omstændigheder helere vil have det oralt, når min anbefaling - som er Serenase - også overhøres går der få sekunder og jeg har fået et stof (Zeldox) i kroppen, som skaber en fuldstændig uudholdelig tilstand i min krop indtil stoffets virkning aftager, nogle er så uheldige, at de behandles som prøvekaniner, dvs at de skal have det fuldstændig ulideligt til lægerne vurderer, at et eller flere andre præparater må afprøves. Ofte bruger man polyfarmakologi, så man reelt ingen anelse har om, hvordan de forskellige kemiske sammensætninger, der nu hersker i personens krop og psyke, virker - og vi dør i stribevis - på medicinalindustriens indtægt og i deres magt.
Fortæller jeg behandlerne, at Zyprexa ophober sukker i blodet, og tager et par skefulde sukker - mener de, at jeg er helt gal, men da jeg ikke er på Zyprexa tåler jeg naturligvis sukker lige så godt eller dårligt som alle andre, der endnu ikke lider af diabetes. Det gider jeg dog ikke nedværdige mig til at fortælle dem, da jeg ikke er i deres magt, men har indledt endnu en opslidebnde runde af sager. Jeg vandt trods alt sidst - omend det var lidt af en farce.
Men så er det jeg stiller mig selv spørgsmålet, hvem er det, der er gal?
I Danmark får hver tiende dansker diabetes - hver anden time dør en dansker af diabeters!
Konklussionen er blot den, at de mennesker, der er sat til at forvalte andres liv og helbred, end ikke i deres vildeste fantasi kan forestille sig, at profit går forud for menneskeliv. Og jeg kender den sandhed - alligevel forklarede overlægen - konfronteret med den af mig siddende frit på en stol - til patientklagenævnet, at Zuprexa er et af de bedste beroligende psykofarmaka - han ville ikke høre min snak om ophobning af sukkker i blodet, men snakkede om færrest bivirkninger - tak for kaffe.
Denne retssag indledes hurtigst muligt. Man har dog undladt at skrive om, at jeg var fikseret på både hænder og fødder, samtidig med bælte - således at Det Psykiatriske Patientklagenævn og jeg kræver fuld aktindsigt, det omfatter også kardex!
Bragt idag.
Når nu der i anledning af overlæge og psykiatrisk medarbejder ved Granhøjens bosteder Bjørn Kaldans 70 års fødselsdag af Granhøjen ifølge indbydelse i Venstrebladet den 28. marts indbydes til åbent hus på Hotel Du Vest, mon så beboerne, der arbejder på Granhøjens projekter til maksimalt den fyrstelige løn af 12 kr. i timen også kan få fri til at deltage i festlighederne. Eller har de ikke råd til at undvære gagen, som de modtager som motivation i arbejdslejren Granhøjen.
Noget for noget. Altså Granhøjen indbyder til fest for Bjørn Kaldan, der i indlæg i Venstrebladet i marts måned kalder sognepræst Henning Hansen for demagog og i fortsættelse deraf roser Granhøjens indsats for de psykisk syge.
Det hævdes, at der ydes de psykisk syge, der er i Granhøjens varetægt, optimal psykologisk og anden hjælp. Hvorfor fremlægges der ikke bevis herpå for eksempel ved fremlægges af beboernes journaler, der til det brug om nødvendigt kunne gøres anonyme. For øvrigt har beboerne ret til at se egen journal ifølge loven.
Der registreres og noteres formentlig alle samtaler med psykolog, psykiater eller andre, husbesøg, medicinering og alt andet, der vedrører den enkeltes behandling i dennes journal. Dette bør der i hvert fald gøres.
Jeg har noteret mig, at der er tvivl, om hvorvidt sognepræst Henning Hansen og andre, mig måske, er misundelige. Det er vi ikke, ellers tak, vi er bekymrede medborgere, som stiller os på øretævernes holdeplads for at støtte op om psykisk sårbare sjæle. Facaden er måske friseret, men der kan gemme sig ondt i alle hjem, uanset det er blikskure eller slotte. Og lad os lige slå fast med syvtommer søm, det er ok at tjene penge, men ikke i humanitært arbejde på udsattes bekostning.
Venligst
Henriette Buemann Jensen
LAP
Hvorforfor tør de ikke forholde sig til kritik?
Arbeit macht frei!
Jeg ser ikke andre muligheder for Granhøjen, end, i den nuværende situation, at acceptere vilkår og udstukne retningslinjer, der bl. A. er til for svagere grupper i samfundet, som ikke skal udnyttes af myndigheder.
Konkurrenceforvridning er vist ordet og i reference til Nete Zajaczkowska SIND, er åger et andet mindre vellidt udtryk.
Temmelig overrasket læste jeg Bjørn Kaldans angreb på Asmindrup sognepræst, Henning Hansen.
Jeg må sige, at mit indtryk af hans manglende viden og empati, bringer mig i tvivl om hans egnethed til at bestride så stort et ansvar, når han ikke tilbageviser kritikken eller retter op på forholdene. Det er vel ikke mindst hans pligt Og spørgsmålet må vel stilles, er han overhovedet kvalificeret til sit arbejde, jeg hører ingen tale højt om medicinfrihed, recovery eller menneskerettigheder. Arbejdstilsyn og fagforeninger. Tavse.
Hvorfor tør de ikke forholde sig til kritik?
Jeg er bekendt med beboere, via medier og kontakter, men hvor er alle de andre medmennesker?
Permanent medicinering – og overmedicinering af svage borgere i vores land, under lægetilsyn. Havde jeg været tidligere eller nuværende beboer under psykiatriloven, ville jeg da forvente at man også fulgte denne og andre lovgivninger. Ikke mindst ville jeg da forvente, at de tog min kritik alvorligt. Det har man gjort andre steder. Også i oppositionen og DF er jeg gået kækt med oprejst pande,og, endskønt jeg ikke selv har de fedeste referencer, medvirket til at psykisk syge ikke skal behandles værre end dyr og under ambulant tvang, forslag stillet af hr. Lars Løkke Rasmussen.
Bjørn Kaldan og Maria Olsen fremstår næsten som glade… hvad ved jeg, når de blot lader al kritik prelle af – hvilket er foregået – åbenbart i årevis. De tolererer ikke regulativer eller kritik og griber både til ufine personangreb og anfægtelser af overordnede medlemmer til beskyttelse af samfundets udsatte psykisk syge og sårbare.
Hvor er de ansvarlige embedsmænd at finde?
Lad Granhøjen betale deres formue tilbage til de, der retsmæssigt har knoklet den op – og det med tilbagevirkende kraft. Se så hvor mange, der stadig vil ønske sig i Granhøjens kløer.
Det er mig et harmdirrende vredt indlæg til debatten om hele Granhøjen og dens eksistensberettigelse.
At knække svage mennesker er for nemt, og at love dem guld og grønne skove og inklusion på arbejdsmarkedet er vel vildledning, men jeg har måske bare ikke set de mere positive sider af hverken Granhøjen, eller, jeg referer til Venstrebladet, Granhøjens dronning.
Personligt klarer jeg mig fint i nogle år, mellem to og otte år uden dyssende psykofarmaca, efter en stabilisering, i hvilken jeg aldrig ville deltage, hvis jeg fik medicinen pålagt af en psykiater med et så unuanceret menneskesyn og derudover mangel på svar og modsvar til debatten. Husk lige på, at det uanset diagnoser, er levende mennesker, deres drømme og ambitioner ser fra mange åbenbart klare og retmæssige ud, eller lukker alle blot øjnene – uden omtanke for, at virkeligheden blandt andet består af de billeder vi spejler os i.
Inkompetence ser her ud til at have medvirkende årsag, ikke kun indirekte. Bevidst også fra et omgivende samfund, hvor Guds blinde øje hersker, og tillader uhyrligheder. Det minder mig lidt om Stieg Larssons højaktuelle triologi. Det må det omgivende samfund nok forberede sig på, hvis Granhøjen får et oprigtigt gennemsyn og den store kompetence og faglighed, som kommunen roser dem af, når de fleste der arbejder på stedet har en jeg contra de holdningsattitude, og desuden er uden mellemmenneskelig uddannelse. For dette tvivler jeg dog på, at professionelle behandlere – i længden ville affinde sig med.
Der er altid folk med kolde hjerter, mange svigter, når det virkelig gælder, men lad os se det lidt nedefra, for en gang skyld. Giv slaverne fri.
Det er åbenbart Ok, at der ikke sættes normer for værdier og identitet, det er smagløst efter min bedste vurdering. Og hr. Bjørn Kaldan identificerer åbenbart de udsatte borgere, i hans varetægt, efter hvilken diagnose og andre svagheder, han kan finde hos sine medmennesker, hvem han har svoret lægeløftet for.
Nej, Jeg er rystet over den stærke tobak, som læsning af Venstrebladet er, når talen falder på Bostederne i Granhøjen. Det startede i Ekstra Bladet og endte som et lokalt anliggende - upåagtet sagens alvor.
139 medmennesker, der kunne være mine venner, bor på stedet. Selv ville jeg nok knække ned og makke ret, hvis jeg på den måde skulle indordne mig, som de udsættes for – og det oven i købet i lovens navn.
Rådet for socialt udsatte vil blive orienteret om dette. LAP handler efter tro på de udsatte, ikke de profiterende.
Henriette Buemann Jensen
Medlem af LAP
Herredets svar på Tvind
Det er tragikomisk, at hr. Bjørn Kaldan går i blækhuset, når han trues på sit levebrød, og angriber sognepræst Henning Hansen på omtaltes ”tro” eller mangel på samme, når Henning Hansen angriber Granhøjen for omsorgssvigt af beboere, som er veldokumenterede.
Personligt kender jeg selv de to beboere, der har været omtalt i pressen. Mette beskrev det som, at hun var sluppet væk fra Granhøjen, det samme gør Gert, han nyder nu at kunne komme i kommunens socialpsykiatriske tilbud, noget der ikke var dem forundt, da de var i Granhøjens regi. Underligt at kommunen finder sig i, at private ”omsorgspersoner” forbyder dem, der er under deres herredømme, at benytte kommunale socialpsykiatriske tilbud.
Selv var jeg indstillet til at skulle bo i en af deres boliger efter en indlæggelse, hvor min psykiater, Kate Pugé, endte med at opsige sin stilling, da pladskapaciteten på psykiatriske sengepladser tvang hende til at udskrive mig og andre patienter, der endnu ikke var klar til at komme hjem. Mit største problem var dog, at jeg fik at vide, at jeg skulle på Granhøjen, hvor der stod et værelse og ventede på mig og min schæferhund. Jeg var dybt rystet. Selv var jeg fraflyttet en sundhedsskadelig bolig med skimmelsvamp, pakket og opmagasineret under min indlæggelse, så jeg anede ikke mine levende råd. Den dag stod vi to kvinder med al vor oppakning – stadig rystede over den pludselige udskrivning. Jeg var tvangsindlagt indtil dagen før, de udskrev mig næste dags formiddag.
Men jeg var heldig, jeg fik lov at sove hos en ven, der afhentede mig udenfor Birkehus – Nykøbing Sjælland, Annebergparken.
Jeg skulle flytte ind på en ikke nærmere angivet adresse i Granhøjens regi indenfor en uge, jeg var langt nede psykisk i forvejen og kunne end ikke passe min hund selv - i over en måned – jeg anede ikke mine levende råd. Alligevel pløjede jeg avisernes boligannoncer igennem. Jeg fandt ét lejemål, som var på under 5000 kr. om måneden, altså halvdelen af min pension, som kommunen anså for den maximale husleje, jeg ville kunne betale. 64 gode m2. Jeg turde ikke spørge udlejeren om det var tilladt at holde husdyr, tænkte at jeg nok ville have de bedste chancer, hvis hun fik syn for sagen og tog af sted med hunden, som min ven ellers passede for mig. Tænk hun sagde ja, og jeg gik fri i denne omgang.
Det er dundrende forkert og dybt suspekt, at mennesker, der er anbragt i privat regi, tvinges til at udføre hårdt fysisk arbejde uden aflønning, for 4-7 kr. i timen er vel lommepenge at regne. Var det en offentlig institution ville der være ordentlige beskæftigelsestilbud – og en rimelig betaling. Granhøjens beboere strejker ikke, så her sidder et ægtepar og profiterer på psykisk svage personer, som ikke kan sige fra i forvejen, som har oplevet svigt og tillidsbrud – mange siden den tidligste barndom – de har end ikke ressourcerne til at sige fra, men de behandles værre end øst-arbejdere – det oven i købet i deres eget hjem, for hvilket de naturligvis betaler husleje som alle andre mennesker.
Ressourcesvage psykisk syge mennesker kæmper i forvejen mod udstødelse og den stigmatisering, der forbinder dem med kriminalitet og de to, der nu har stået frem stigmatiseres nu underforstået med misbrug, idet Bjørn Kaldan ublu skriver, at han ikke kan udtale sig om de tidligere beboeres diagnoser, misbrug og svagheder, de lyver vel bare. Eller hvad er snart op og ned på disse sager – og får det nogensinde en ende?
At sammenligne stedet med Tvind er helt oplagt, en familie tjener fedt og har en nærmest ophøjet status i deres imperium. Hr. og fru Mikkelsen har vist en ræv bag hvert øre, det er i hvert fald sært, at de aldrig selv har nogle kommentarer, men bliver beskyttet af talsmænd – helt i tråd med Tvindsagen, hvor Poul Jørgensen beskyttede Tvinds blakkede ry i årevis. De er måske Herredets svar på Amdi Petersen.
Det er også sært, at Bjørn Kaldan ikke mener, at Henning Hansen må udtale sig om andet end religion og teologi, betyder det, at hr. Kaldan ikke vil udtale sig om andet end psykiatri – som f. eks. politik.
Trist er det også, at hr. Kaldan mener, at det er helt naturligt, at man anmelder tilsyn med stedet i forvejen, det minder jo om ”Affæren i Mølleby”, hvor revisionen anmeldes i forvejen. Morten Korchs danske folkekomedie har vist sneget sig ind i psykiatrien, og det er absolut ikke grinagtigt.
Det er notorisk svært at forholde sig til psykiatrien – uden at miste sin tro på den eller Bjørn Kaldan.
Henriette Buemann Jensen – Medlem af LAP
Henriemilie
